© DcH Bording, hundetræning

Før du tilmelder dig

Før du tilmelder dig, er det en god idé at læse lidt om de træningsmetoder vi bruger i hundetræningen i DcH Bording.

Vi bliver ofte spurgt: Hvorfor anvender vi disse træningsmetoder?

Og vi svarer følgende:

  1. Fordi metoderne virker
  2. Fordi metoderne er effektive
  3. Fordi hundene lærer hurtigere end ved tidligere anvendte metoder
  4. Fordi metoderne kan bruges til hverdagslydighed såvel som konkurrencelydighed
  5. Fordi vi får lydige hunde – mere end tidligere – fordi relationen mellem hund og fører opbygges og udbygges ved disse metoder
  6. Fordi hundene trives med disse metoder og vi oplever færre konflikter mellem hundene og de lærer at ignorere forstyrrelser (f.eks. andre hunde)

Hvad er det så for metoder?

I DcH Bording anvender vi kun positive metoder til træning af hundene. Det vil sige, at vi belønner ønsket adfærd og ignorerer uønsket adfærd hos hunden. Vi bruger ikke såkaldt “positiv straf”, hvilket betyder, at vi ikke anvender fysisk straf, ryk i linen, råben af hunden eller på anden måde påfører hunden ubehag. Sådanne træningsmetoder giver ofte usikre, passive og til tider aggressive hunde. Ved at påføre hunden straf i træningen opnår man kun, at hunden ikke ønsker at samarbejde med hundeføreren eller, endnu værre, at hunden frygter denne.

I DcH Bording klikkertræner vi hundene. Denne træningsform er velegnet til at lære din hund alt lige fra hverdagslydighed til avancerede lydighedsøvelser, rally, agility eller hvad som helst du måtte ønske.

Klikkertræning baserer sig på frivillighed og initiativ fra hunden; altså at hunden vælger at lade sig træne og dermed lærer, at træning kan betale sig. Vi lærer hunden at være kreativ – forstået på den måde, at den lærer at byde ind med forskellige adfærd, hvor vi så belønner de adfærd, vi ønsker at anvende. Får hunden belønning for at sætte sig, for eksempel, og dermed erfarer, at denne adfærd kan betale sig, vil den med stor sandsynlighed forsøge at sætte sig igen. Dette kan vi anvende hver gang, vi skal lære hunden nye øvelser i træningen eller have fordelagtig adfærd i hjemmet.

Når vi arbejder på denne måde, får vi kreative, initiativrige og trænbare hunde, der ikke bare lader sig lokke rundt af en godbid. Og de bliver aktiveret fysisk såvel som psykisk.

I klikkertræningen anvender vi en lille plastikmarkør kaldet en klikker, som bruges til at markere, hvornår hunden har gjort det rigtige. Hunden lærer at forbinde denne lyd med, at der kommer en belønning straks efter klikket.

Du og din hund vil lære mange nye nyttige kundskaber, som du ikke troede var muligt på så kort tid (f.eks. indkald uden kommando, træning uden snor, ingen trækken i linen og mange andre praktiske kundskaber). Og nej, det at vi anvender en klikker til træningen betyder ikke at du så for evigt skal gå med en klikker. Den bruges kun ved indlæring af nye øvelser eller adfærd. Men principperne bag “klikkeriet” kan bruges i den daglige dressur af hunden hjemme i familien.

Det var meget kort fortalt, hvordan vi træner hunde i DcH Bording. Rigtig god fornøjelse og glæd dig – det bliver sjovt for både dig og ikke mindst din hund.

Gå til tilmelding

Vis kontingent

skaermbillede-2016-11-11-kl-07-56-52